Tilbage til alle begivenheder

SIESTA - faciliteret hviletid i Mellow Space - ekstra lang juleferie-edition (27/12)

“Bare en time mere …”

Det er der flere af jer, der har ønsket sig, når vores SIESTA har nærmet sig sin afslutning. For lige dér, hvor kroppen endelig har sluppet tempoet, og man er tæt på at blive til ét med dynen, kan det føles lidt tidligt at skulle ud i verden igen.

Så denne gang bliver vi lidt længere. Den 27. december inviterer vi til tre timers SIESTA i Mellow Space - med alt det, du kender, og en hel ekstra time til bare at være.

Konceptet til SIESTA er simpelt: Du putter dig på en madras under en blød dyne med nyvasket sengetøj, mens en af vores værter:

  • Guider dig ind i hvilen med meditation, visualisering, blide sanseindtryk og guidet selvmassage

  • Putter dynen omkring dig og stryger og trykker dig blidt på fødder og ben - hvis du har lyst

  • Skaber og holder et rum, hvor den kollektive stilhed ikke føles akavet, men enormt forløsende, kærlig og vigtig

  • Serverer smagfulde snacks og varm te for dig

  • Har udvalgt bøger, som du kan læse og bladre i, hvis du har lyst

  • Inspirerer dig til at skabe plads til mere ro, fordybelse og hvile i dit liv

Og så giver vi dig denne gang ekstra god tid til at slumre videre, læse en bog, kigge ud i luften eller spise lidt flere snacks. Uden at skulle videre lige med det samme.

Måske er juledagene fulde af mennesker, planer og ting, du skal holde styr på. Måske er de stille eller ensomme. Måske lidt af det hele. Uanset hvordan dagene mellem jul og nytår ser ud for dig, er du velkommen her. Du behøver hverken være i julestemning eller have haft en travl jul for at putte dig under dynen sammen med os.

Her skal du ikke tage dig af andre, holde styr på noget eller rydde op efter dig selv. Fordi adult life is a lot, og her tillader vi os lige ikke at bære alt ansvaret - bare for en stund.

Snacks, te og vand er inkluderet.

Pris: 625 kr.

Læs om din vært, her.

Nederst på denne side, kan du finde svar på FAQs og læse hvad tidligere besøgende siger.

Vi arbejder aktivt og løbende med, at Mellow Space skal være et sted, hvor forskellige mennesker, kroppe og nervesystemer skal kunne føle sig trygge og velkomne. Vi har skrevet en tekst om tryghed, tilgængelighed og neuro-venlighed og vil altid gerne høre fra dig hvis der er noget, vi ikke har tænkt på, eller noget du har brug for, for at dit besøg kan blive rart. Skriv til os på andrea@mellowspace.dk.

Der er 7 pladser

2 ud af de 7 pladser sælges som care-plads med 30% reduktion i prisen. En care-plads er for dig, der er på SU, syge- eller dagpenge, nystartet som selvstændig, på barsel, hjemmepasser eller på anden måde er mindre bemidlet.

Skriv til os på andrea@mellowspace.dk, så sender vi dig en kode hvis du er blandt de to første der skriver. Du skal ikke forklare dig.

Forrige
Forrige
15. december

SIESTA - faciliteret hviletid i Mellow Space (15/12)